Adresse
Kongensgade 28-30
6700 Esbjerg

» Se adresse på kort

 

  

Ved Esbjerg Byfonds præmiering for året 2001 har bestyrelsen vedtaget at fremhæve ejendommen Kongensgade 28-30 med prisen "god byarkitektur". 

 

Oprindeligt var huset kun 2 etager højt og opført samtidig med nabobygningen. Ejendommen deler det spændende gårdmiljø sammen med ejendommen, Borgergade 27.

 

Siden opførelsen i 1891 har ejendommen gennemgået to omfattende renoveringer; den første i 1935 og den seneste i 2001.

 

I 1935 blev bygningens ydre radikalt ændret. Facaderne blev ændret til den funktionalistiske arkitektur, der var højeste mode i 1930'erne. Pynt og gesimser blev hugget af, og facaderne blev glatpudsede med vandretliggende fuge for at få huset til at syne bredt og strømlinet i stedet for højt og "gammeldags".

 

Vinduerne blev samtidigt ændret fra høje Dannebrogsvinduer til de i 1930'erne "moderne" 3-delte aflange vinduer. Butiksfacadens murpiller blev fjernet og erstattet af bjælker, der muliggjorde et sammenhængende langsgående udstillingsvindue.

 

I 2001 blev en grundig facaderenovering gennemført, hvor mange nye detaljer og spændende materialer er tilføjet og beriger bygningens udtryk i gadebilledet. Væsentligst er det, at bygningen nu er sin højde bekendt, hvilket understreges af de nye lodrette linjer i facaden.

 

Ejendommen huser i dag Kop & Kande samt Memira, og derudover finder man 5 lejligheder i bygningen.

 

I løbet af efteråret 2012 vil 1. sal, som i flere år har været frisørsalon, være ombygget til 3 spændende lejligheder. Læs mere og se de 3 lejligheder under boliglejemål.